usikkerhed..

Jeg tror ikke jeg har det godt. I hvert fald kunne jeg have haft det bedre. Jeg er bange. Bange for ikke at være god nok, og bange for at blive afvist. Jeg blev irriteret på mig selv idag. Vi havde en gæstelærer på besøg, som fortalte os om personlig udstråling, og hun ramte mig virkelig på nogle ømme punkter. Hun forklarede hvordan ens udstråling, kunne bunde i hvordan man var blevet svigtet tidligere i sit liv. Og jeg ved godt jeg er blevet svigtet, men det er da ikke noget jeg har haft lyst til at erkende. Jeg er bange for at tage kontakt til folk, fordi jeg inderst inde ikke stoler på at de gider mig. Altså er jeg bange for at blive afvist. Og når jeg har det sådan.. at jeg ikke tager kontakt til folk, kommer jeg til at virke reserveret. Det er jo i virkeligheden ikke det jeg vil. Når jeg virker reserveret, tager folk ikke kontakt til mig, og jeg føler mig afvist og isolere mig. Og så kan i jo godt se hvordan der starter en ond cirkel... Det at jeg har oplevet svigt, afvisninger osv. i forhold allerede fra jeg var 14, har gjort at jeg beskytter mig selv mere, og at jeg til hver en tid er parat til at blive afvist. Jeg har været vant til at ligeså snart jeg har sænket paraderne og bare har vist mine følelser, har jeg fået smidt en væg af kolde følelser tilbage i hovedet. Det kan godt være svært at have det som jeg har det lige nu. Især når man går på en efterskole med mange mennesker. Lige nu ville jeg ønske at jeg kunne få lov til at være derhjemme, men på den anden side... hvad skulle det dog hjælpe at flygte fra sine problemer? Det er jo heller ikke fordi jeg altid er totalt deprimeret. Altså på mange punkter er jeg da glad (-: Jeg synes bare alt i alt, at der bliver stillet så høje forventninger fra alle sider.. Lige nu har jeg bare brug for bare at give slip, være mig selv, og føle at det er ok. Ingen krav, intet pres, intet stress.

 - Nikita Tequila Boisen Troest