Min verden er på hovedet...

Hvor er det forvirrende alt sammen.... Jeg stoppede på min efterskole igår! Det er vildt, jeg ved det. Når man sådan forlader de andre på skolen, ser man virkelig også hvem man betød noget for. Kunne slet ikke overskue at mine venner græd da jeg tog afsted, men sådan skulle det nu engang være.. Det er mærkeligt at være hjemme, når alle de andre mangler, men der bliver mere mærkeligt er at jeg skal starte i min gamle klasse igen. Jeg var oppe og sige det idag, og jeg var faktisk virkelig nervøs. Jeg var mere nervøs end da jeg startede på efterskole efter de andre var startet. Og det er egentlig ikke så mærkeligt, nu er jeg jo vant til et helt andet og meget bedre slags fællesskab end det jeg kom fra. Jeg håber ikke folk på efterskolen glemmer mig, for jeg glemmer i hvert fald ikke dem!! Og jeg håber at min gamle klasse tager pænt imod mig.
Nu får jeg heller ikke brug for min gallakjole alligevel s; Men så har jeg den da til en anden god gang(-: Vil aldrig glemme min erstatningsfamilie (kontaktgruppe 7), min fantastiske værelseskammerat Frederikke og selvfølgelig alle andre på skolen - elsker jer og tak for det bedste år i mit liv. Uden jer ville det aldrig ha' været det samme.